Ret og indsigt 2025 - 2 - WEB spread - Flipbook - Side 26
26 Ret & Indsigt 2 | 2025
Kort nyt
Ældrereformen
Den 1. juli 2025 træder ny ældrelov i kraft. Ældreloven er en del af den
samlede ældrereform, som blev vedtaget i december 2024. Ældrereformen har til formål at skabe en mere sammenhængende og borgernær
ældrepleje med fokus på mere selvbestemmelse for den enkelte borger
og mere frihed for de lokale plejehjem til tilrettelæggelse af plejen.
Hovedpunkterne i ældrereformen
Formålet med ældrereformen er at
sikre, at de ældre modtager en pleje,
der tager mere udgangspunkt i den
enkeltes livssituation og behov, og
giver mere tid til omsorg og nærvær. Der skal være mindre fokus på
dokumentation og kontrol og mere
fokus på tillid, og de ældre skal sikres mere medbestemmelse.
Ældrereformen udgøres af ældreloven, lov om lokalplejehjem, lov
om ældretilsyn, ændring af lov om
friplejehjem og en følgelov med
konsekvensrettelser i bl.a. serviceloven. Men kernen i reformen er
de tre førstnævnte love. Lov om
lokalplejehjem og lov om ældretilsyn
trådte i kraft 1. januar 2025, mens
ældreloven først træder i kraft 1. juli
2025.
Ældrelovens princip om helhedspleje og frit valg
Ældreloven er den første selvstændige lov om ældrepleje i Danmark.
Et af de bærende principper i
ældreloven er indførelsen af princippet om “helhedspleje”, som har til
formål at sikre sammenhængende
forløb for de ældre. Helhedspleje defineres i ældreloven som en
helhedsorienteret indsats med fokus
på den enkeltes samlede livssituation, inddragelse af tværfaglighed,
kontinuitet og sammenhæng samt
mulighed for selvbestemmelse og
indflydelse for den enkelte.
Ældreloven fastslår, at de personer,
der modtager tilbud om helhedspleje, skal kunne vælge mellem to
eller flere leverandører, hvoraf den
ene leverandør kan være kommunal.
For at opfylde denne forpligtelse
skal den enkelte kommune derfor
indgå kontrakt med en eller flere
leverandører af helhedspleje. Leverandørerne skal kunne tilbyde et
sammenhængende forløb med alle
de elementer, der indgår i princippet
om helhedspleje.
Leverandøraftaler
Kommunerne skal altså gentænke
hele ældreplejen. De skal i den forbindelse også tage stilling til, om allerede indgåede aftaler med eksterne leverandører kan fortsætte inden
for rammerne af den nye lovgivning,
samtidig med, at der er behov for at
indgå nye aftaler, der imødekommer
lovens krav.