Ret og indsigt 2025 - 2 - WEB spread - Flipbook - Side 11
Ret & Indsigt 2 | 2025
dom, hvor der er taget stilling til,
om borgeren har været udsat for
overgreb. Karakteren og mængden
af skriftlig dokumentation kan også
have betydning i begge retninger.
Hvis borgerens udlægning af, hvad
der er sket, ikke er tilstrækkeligt
underbygget af skriftlig dokumentation, vil det tale imod, at kommunen kan indgå et forlig. Her vil
der i sagens foreliggende materiale
ikke være et tilstrækkeligt sikkert
grundlag for at antage, at borgeren har været udsat for overgreb.
Vurderingen af kommunens ansvar
vil i sådanne tilfælde bero på en
domstolsprøvelse af sagen, herunder vidneforklaringer samt yderligere bevisførelse.
Kommunen er ikke forpligtet til at
indgå forlig, selvom der er hjemmel til det. Kommunen kan således
under alle omstændigheder vælge
at afvise kravet og henvise til, at en
eventuel udbetaling af godtgørelse
må bero på en domstolsprøvelse.
Vigtigheden af sagsoplysning
En kommunes beslutning om enten
at afvise eller imødekomme et krav
er en processuel beslutning – ikke
en afgørelse i forvaltningslovens
forstand. Det betyder, at officialprincippet ikke finder direkte anvendelse. Kommunen skal dog ud
fra princippet om saglig forvaltning
sikre, at der foreligger et tilstrækkeligt oplyst grundlag for at kunne
træffe en forsvarlig og korrekt
beslutning.
Kommunens ansvar for at oplyse sagen tilstrækkeligt medfører
ikke, at kommunen har pligt til at
fremskaffe alle oplysninger i sagen.
Kommunen skal dog indhente de
oplysninger, som er nødvendige for,
at der kan træffes en forsvarlig og
velunderbygget beslutning.
Grundet sagernes karakter, herunder det tidsmæssige aspekt, har
kommunen ofte et stort “gravearbejde” foran sig. Det kan derfor være
hensigtsmæssigt at påbegynde
sagsoplysningen relativt hurtigt
efter modtagelsen af kravet. Hvis
kommunen ikke selv ligger inde med
materiale af betydning for sagen,
bør kommunen overveje, om relevante oplysninger for sagen kan
findes andetsteds, herunder hos
Rigsarkivet eller politiet.
Vurdering af kommunens ansvar i
sagen
Vurderingen af kommunens eventuelle ansvar i sagen beror i første
række på, om der foreligger det fornødne bevis for, at borgeren har været udsat for mishandling i strid med
EMRK artikel 3. For at en mishandling falder ind under anvendelsesområdet for EMRK artikel 3, kræves
det, at hændelsen overstiger et vist
minimum af alvor. Efter praksis er
der ikke tvivl om, at seksuelle overgreb, vold og lignende omsorgssvigt
er omfattet af anvendelsesområdet,
hvorimod fx uhygiejniske levevilkår
udgør et grænsetilfælde. Tærsklen
vil være lavere, hvis der er tale om
små børn eller andre sårbare personer. Hvis det må anses for dokumenteret, at borgeren har været udsat
for mishandling i strid med artikel 3,
skal det dernæst vurderes, om kommunen vidste eller burde have vidst,
at borgeren blev udsat for eller var i
risiko for at blive udsat for en sådan
behandling. Kommunens kendskab
til forholdene beror i praksis på, i
hvilket omfang kommunen modtog
underretninger, førte tilsyn, foretog
hjemmebesøg eller lignende.
Hvis det kan lægges til grund, at
kommunen havde kendskab eller
burde have haft kendskab til mishandlingen eller risikoen herfor, skal
det endelig vurderes, om kommunen
har iagttaget sin positive forpligtelse
til at beskytte barnet ved at iværksætte nødvendige foranstaltninger
for at sikre, at mishandlingen ikke
fandt sted. Det omfatter således en
vurdering af, om kommunen løbende fulgte op i sagen, herunder
iværksatte støtteforanstaltninger,
vurderede anbringelsesgrundlag og
lignende.
Ovennævnte elementer udgør
tilsammen ansvarsgrundlaget. Hvis
det ikke er til stede, kan kommunen
ikke holdes ansvarlig og vil dermed
ikke have pligt til – og derfor heller
ikke hjemmel til – at betale godtgørelse.
Hvem har bevisbyrden?
Det påhviler som det klare udgangspunkt borgeren at løfte bevisbyr-
11
den, både for hvad der er overgået
borgeren, og for at kommunen har
handlet (eller undladt at handle) på
en måde, så borgeren er berettiget
til en godtgørelse.
I særlige tilfælde kan bevisbyrden vende, hvorefter det påhviler
kommunen at bevise, at borgerens
udlægning af faktum er forkert. Det
gælder i de tilfælde, hvor sagens
oplysninger primært ligger inden for
myndighedens viden, og hvor det
således er meget vanskeligt – eller
umuligt – for borgeren at løfte bevisbyrden for den påståede krænkelse. Det er navnlig set i praksis, hvor
borgeren har været udsat for krænkelser i myndighedens varetægt,
fx i politiets varetægt. I disse sager
vil der være en formodning for, at
borgerens udlægning af faktum er
korrekt. Dette er dog ikke hidtil set i
dansk praksis vedrørende sager om
myndighedssvigt. Heller ikke i danske retssager om myndighedssvigt,
hvor den sagsøgte kommune har
været i besiddelse af størstedelen af
sagens akter samt været forpligtet
til at bidrage til sagens oplysning,
har dette ført til en omvendt bevisbyrde.
Anne Sophie K Vilsbøll
Partner, advokat
akv@horten.dk
Bo Juul Jensen
Director, advokat
bjj@horten.dk
Anne Louise Ellingsøe
Advokat
ael@horten.dk